op på vægten igen!

... Jeg har tænkt mig at gøre noget farligt... ;) - Jeg vil skrive et blogindlæg om et tabubelagt og - for mig personligt - ekstremt forhadt emne, der har fyldt mit liv siden jeg blev teenager og pludselig blev selvbevidst! Jeg vil skrive om overvægt, slankekure og livsstilsændringer!

Puha...Hvordan starter man så lige sådan ét? Jeg kan da starte med mig selv;
Siden jeg flyttede hjemmefra, for godt fem år siden, har jeg stødt og roligt taget omkring femten kilo på. Min krop var allerede begyndt at isolere sig selv til en forekommende istid, så tyve kilos overvægt pt. er nok ikke helt forkert regnet ud! Og det er endda minimum! - Kombinerer man lige vægten med mine små halvanden meter burde jeg tabe omkring tredive kilo for at nå min idealvægt ifølge BMI-målestokken! TREDIVE KILO!!!

Hvordan pokker er det så lige gået til? - Jeg kan med det samme sige at jeg ikke er tilhænger af dårlige undskyldninger! Jeg lider hverken af et dårligt stofskifte eller andre former for sygdomme der kunne øge min vægt! jeg har heller ikke nogen knoglelidelser der forhindrer mig i daglig motion! Der er kun to ting der er skyld i min overvægt: 1)Jeg æder for meget og 2) jeg laver for lidt! Jeg elsker mad, slik og kage, og jeg elsker endnu mere at sidde på min flade røv mens jeg spiser det! - hvis man gør det i fem år, så tager man femten kilo på! sådan er det...

Så er det de fleste nok med en smule foragt i stemmen tænker; "Hvordan kan sådan en ung kvinde med et tilsyneladende velfungerende liv og en god uddannelse tillade sig selv at blive så overvægtig? Hun burde da vide bedre!" - Og jeg ved også bedre! Jeg ved præcis hvad man bør og ikke bør spise, i hvilke mængder og hvor tit, samt hvorfor daglig motion er godt for både krop og sjæl! Medierne i dag er fyldt med artikler, tv-programmer og hjemmesider (og blog-indlæg!!) der alle på én eller anden måde sætter fokus på sund livsstil. Oven i det har jeg gennem min uddannelse fået en masse viden om kroppen og dens funktioner - selvom det nu er en noget mere kemisk legoklods-agtig tilgang der er på Biomedicin-studiet.. Kort sagt så er jeg udmærket klar over hvorfor jeg er blevet så overvægtig, og jeg ved også hvad der skal gøres ved det!

Og hurra for det siger man så... Når jeg nu er så pokkers klog og lige har forklaret hele verdenssituationen på fire små afsnit, hvorfor har jeg så ikke for længst smidt de tyve kilo jeg så gerne vil af med? Og her kommer jeg sku til kort... Jeg kan helt ærligt ikke komme med et svar på hvorfor det er så svært! Jeg har virkelig forsøgt med en masse ting. Vægtvogterne, kalorietælling, øget motion, specialkure, you name it! Hver gang er det startet godt ud, men efter de første par kilo er smidt, har jeg fuldstændig mistet motivationen! Det er som om min krop skriger til mig; "hvad får du ud af det Ida?!?!?! Du fodrer mig med agurk og klidkiks, men til hvilken nytte?? Er du et lykkeligere menneske nu? Har du flere venner? Tjener du flere penge??" - Og den har jo ret den stakkels krop! At fjerne et par kilo af den ekstra isolering ændrer jo ikke en hulens fis på mit personlige liv! hvorfor er det så lige jeg går ind med den overbevisning hver gang?

Én af de aller første gange jeg kan huske jeg har prøvet at tabe mig, var i folkeskolen, da jeg blev forelsket i en dreng fra klassen... Han var så sød og pæn, men jeg var jo slet ikke god nok til ham! jeg var jo tyk og fed!! så jeg hoppede op på stepbrættet i "forretningen" og trampede derudad! - for lige så snart jeg havde tabt mig nogle kilo så ville jeg være smart og lækker og så ville han helt sikkert have lyst til at blive min kæreste. Ak ja.... Tiden gik, og jeg steppede løs, men det ændrede jo ikke på at jeg var en lille genert pige der ikke turde snakke med drengene i klassen! - Så jeg blev aldrig kærester med denne her dreng, om så han ville eller ej!

Jeg har masser af historier endnu! - alle sammen handler de om et eller andet som jeg ville opnå men som måske var lidt svært. Gode karakterer i skolen, flere venner og selvfølgelig teenagerens evige problem: at få sig en kæreste! Hvert eneste dilemma i mit teenageliv gav jeg min vægt skylden for! Så det var jo nemt nok! Jeg skulle bare tabe mig og så ville min verden blive perfekt! Gæt selv hvordan det gik... Jeg gik på slankekure, tabte mig fem kilo, fandt ud af mit liv var lige så teenage-kaotisk som før og så gav jeg slukøret min slankekur op og begyndte at trøstespise i stedet!

Nu står jeg 25 år gammel og alt for mange kilo tungere og har endelig erkendt at jeg skal gå den anden vej! jeg skal ikke ændre på mig selv for at blive lykkelig! Jeg skal være lykkelig før jeg begynder at ændre på mig selv! - og det tager lidt tid må jeg nok indrømme.. Men jeg er godt på vej! :) Jeg kan altid starte med at lave en liste over de ting jeg ved er urealistiske at forvente, men som jeg inderst inde stadig håber på vil ændre sig hvis jeg taber mig! - Skeletterne skal ud af skabet nu! list away...

urealistiske forventninger:
- Jeg får hurtigere en ny kæreste hvis jeg er tynd og slank! (ja okay, det er måske lidt rigtigt.. Det er nok nemmere for tynde piger at score en kæreste, men vil jeg helt ærligt være sammen med én der ikke kan tolerere hvis nu jeg bliver tyk igen??)
- Jeg finder et super fedt sted at skrive speciale hvis liiiige jeg taber et par kilo
- Jeg tænker meget hurtigere med mindre fedt på kroppen!
- og jeg bliver selvfølgelig også klogere...
- Alle mine problemer forsvinder hvis jeg er tynd!
- jeg får mere tid og overskud hvis jeg taber mig
- mit hjem bliver automatisk pænt og rent hvis jeg taber mig

Realistiske forventninger:
- jeg kan passe mit tøj igen!
- min fysiske selvtillid stiger (MEN ikke din psykiske! husk nu det ida!! - du bliver ikke klogere, sjovere eller sødere ved at miste et par kilo!!)
- Jeg undgår dårligt helbred
- jeg får en bedre kondi (hvis altså jeg husker at motionere)

øv... det var ikke særlig mange realistiske forventninger... Men det er måske heller ikke meningen der skal være det! Én enkelt burde være nok, hvis bare den giver motivation nok til at gøre noget ved det!

Så er den psykiske del klaret! - Nu mangler jeg bare at gennemgå de fysiske rammer for et vedvarende vægttab. - Det skal kunne holde til min tålmodighed (eller mangel på samme) og til mit noget sparsomme budget! så ikke noget med privat træner og diætist til mig da... Men de overvejelser må høre et helt andet indlæg til!

fortsat god søndag! <3