torsdag den 1. oktober 2015

Den første slemme uge som mor

Jeg vil gerne starte dette indlæg med en lille "advarsel" - Dette indlæg er ikke sjovt og underholdende, men en hudløs ærlig beretning om en utrolig traumatiserende første uge som mor. kan du klare mosten er du velkommen til at læse videre, og ellers så spring dette blogindlæg over.

Mange har en forestilling om hvordan graviditet, fødsel og moderliv vil blive for netop dem! Jeg har selv haft en del drømme og ønsker, og også frygt. Men jeg havde aldrig i mit liv troet at jeg skulle gennemgå de ting jeg har oplevet den sidste uges tid.

Veerne startede stille og roligt op tirsdag morgen, og hen mod onsdag eftermiddag tog de kraftigt til. kort før midnat var veerne regelmæssige nok til jeg mente vi skulle til at tage af sted på hospitalet. - Jeg var dog ikke i nærheden af at være i fødsel, så vi kørte pænt hjem igen og ventede. Klokken seks om morgenen mente jeg at nu var tiden da ved at komme - men nej, endnu kun 3 cm åben og ikke i aktiv fødsel. klokken 11 kunne jeg ikke holde til mere, og for tredje gang kørte vi på hospitalet. - men stadig var jeg kun 3 cm åben. dog ville de gerne tjekke op på om alt nu var som det skulle være, så de kørte en stribe på mig - og fandt ud af at det vist ikke var helt optimalt for den lille baby inde i maven. Hver gang jeg rejste mig eller vendte mig faldt den lille babys hjerterytme. Jeg blev hurtigt indlagt og fik taget fostervandet så de kunne sætte elektroder på den lille babys hoved og måle hendes EKG. For min skyld blev det besluttet at sparke fødslen i gang med ve-stimulerende drop, og for at jeg ikke skulle lide for meget under veerne blev jeg tilbudt epiduralblokade allerede i den latente fase. Da de næste gang mærkede efter på baby opdagede de endnu en ting - baby vente forkert! hun kiggede opad i stedet for på siden og kunne altså ikke få sit hoved ned gennem bækkenet. Vi gjorde alt for at få hende roteret, men da jeg var begrænset til sengen fordi hun ikke kunne tåle jeg rejste mig, var der ikke mange ting der kunne gøres. Lille baby rokkede sig ikke ud af stedet, og kunne derfor ikke blive født naturligt. klokken 23 blev det akutte kejsersnit sat i gang. Det er en meget underlig fornemmelse at ligge på et operationsbord og mærke at der bliver godt og grundigt moslet rundt inden i dig, men du ikke helt ved hvor og hvordan. Jeg fik kvalme og kastede op ud over det hele. - fem minutter over midnat hørte jeg hendes første skrig! - hun havde slugt grønt fostervand så hun blev hasteoverført til børneafdelingen for at få vandet op og ilt ned i lungerne. Derudover havde hun også tabt sig inde i maven, da hun var overbåren og moderkagen derfor ikke virkede ordentligt.  Jeg nåede lige kort at se hende inden jeg selv kom op på opvågningen.

Vi blev indlagt på D1 alle tre, på lillebitte eneværelse, men det var skønt for vi var jo samlet! Men om morgenen kom børnelægen op og sagde at Astrid havde for lav blodprocent så de ville gerne have os ned på børneafdelingen igen. Hun skulle have en blodtransfussion. De synes jeg skulle flytte med derned, men der var altså ikke plads til Bo også. Jeg kunne ikke overskue at bo ikke var der, så jeg valgte at gå fra 4. til 2. etage ned og amme mit barn, knapt et døgn efter operationen. det var et smertehelvede.

Der blev taget flere blodprøver på Astrid. Hendes blodprocent var steget igen, så de ville ikke give hende blodtransfussion. til gengæld skulle hun have antibiotika i drop, så min lille bitte nyfødte baby fik lagt et venflon i sin hånd og lå med slanger ud over det hele i en firkantet kasse. Det ville tage tre dage, og nu synes de altså at jeg skulle med hende ned. Stadig uden plads til Bo. Jeg gik med til det - den dummeste beslutning i mit liv. Nu skulle jeg op flere gange for at amme mit barn, der ikke kunne komme til mig pga sit drop. Bo kunne være der om dagen, men vi havde intet sted for os selv, hvor vi kunne koble fra og prøve at bearbejde alt det der skete og var sket. - en ny læge kom og sagde at Astrid alligevel skulle have blodtransfussion... for få timer efter at ombestemme sig igen. Det stod på i tre dage. Mandag var både jeg og Astrid endelig fri for slanger. Mine infektionstal var fine så de ville ikke give mig en pillekur - men de ville gerne have jeg blev til dagen efter så de kunne tjekke mine blodprøver endnu en gang. Vi ville så gerne hjem, men føjede systemet og blev endnu en gang flyttet op på D1. Tirsdag kunne jeg ikke mere! Jeg skulle hjem med min datter og ikke leve på et tungt, indelukket hospital med faste måltider og intet privatliv. mine blodprøver blev analyseret, men da det var en ny læge synes hun nu alligevel jeg skulle på pillekur... så en hel dag spildt på hospitalet for ingenting.

Tirsdag middag stod vi i vores egen stue. Og var overvældede af følelser og for mit vedkommende frygt og stress. Min krop var fyldt med smerter fra operationen og den opstartede amning, og jeg havde ikke fået sovet i flere dage. Jeg var så dårlig at min mor måtte tage fri fra arbejde og komme over den første nat. Jeg var bange for at amme, og bange for at blive vækket af Astrid. Min mælk ville ikke løbe ordentligt til, så for hver time der gik blev Astrid mere og mere sulten. jeg sad i flere timer med ømme bryster og ammede og ammede og ammede uden resultat, for til sidst at kapitulere og give hende lidt mælkeerstatning på glas. så sov hun... en time... og hele møllen startede forfra. Jeg fik hverken sovet eller spist, og det hele blev bare værre. I dag tog jeg kontakt til vuggen for at få hjælp med amningen. vi kom derud og hun blev kontrolvejet. Hun havde tabt sig yderligere 60 gram siden sidste vejning på hospitalet - min mælk var ikke nok til at stille hendes behov. Jeg havde to muligheder: hvis jeg ville amme naturligt hed det supplerende måltider med mælkeerstatning og leje af en malkemaskine i to til tre uger som jeg så ihærdigt skulle bruge. Anden mulighed var at overgå til helt at made med mælkeerstatning. Lige meget hvad jeg valgte var det vigtigt at jeg kom på dupperne igen og fik sovet og spist sagde sygeplejersken. Vi har taget en super svær beslutning og er nu overgået til mælkeerstatning på fuld tid...

Jeg sidder nu med en følelse af at have fejlet fysisk, både som kvinde og som mor. Jeg kunne ikke føde mit barn naturligt og kan nu heller ikke give hende mad naturligt. Hun kom ud uden sin madpakke - den måtte bruges inde i maven, da min krop også holdt op med at give hende næring der. Havde jeg levet for 200 år siden havde jeg nok ikke overlevet fødslen.

Og jeg er vred! Vred over et sundhedssystem der tillader en kvinde at skulle passe sit barn på et børneafsnit efter en stor operation og oven i købet skal undvære sin kæreste i nattetimerne hvor der er mest behov for ham. Jeg er vred over en livrem-og-seler-politik der fører til overbehandling med antibiotika for både mig og Astrid - Hendes var også forebyggende fandt vi senere ud af. Det har kostet os næsten en uge at være fanget på hospitalet uden grund, og prisen er nu at min krop er for svækket til at kunne made mit barn.

og jeg er i sorg. I sorg over at gå glip af en ægte fødsel og intimiteten ved at amme mit barn fuldt ud. Jeg føler mig så utrolig snydt!

Astrid er det eneste der holder mig kørende! Hun er så fantastisk yndig og kær og hun er meget meget rolig og glad. Hun er et rigtigt nusseøre der elsker at blive holdt om, så det er bare dejligt! Det er fantastisk at have hende.  Men hvor har jeg dog også betalt prisen for det...