søndag den 20. maj 2012

Min eks er en John Mayer t-shirt!

Klokken er elleve her søndag aften, og min krop er endelig så småt ved at komme sig oven på den fantastiske polterabend jeg var til hele dagen i går! Nøj, vi gav den gas med jazzballet, croquis-tegning,  og jeg skal komme efter dig ska' jeg... Det har taget mig to reparations-øl og en frysepizza at komme ovenpå igen! (tømmermands-smiley) Der var arrangeret bachelor-party for både bruden og gommen samme dag, og da det er et fælles vennepar for mig og min ekskæreste måtte jeg "finde mig i" at skulle se ham noget af dagen. Jeg har egentlig gået og frygtet dagen en lille smule for det er omkring en måned siden vi så hinanden sidst, og jeg var så bange for at det at se ham igen ville bringe en masse følelser frem, som ville ødelægge dagen for mig! Heldigvis gik det helt gnidningsfrit og vi fik os en rigtig lang og hyggelig snak under morgenmaden, og igen om aftenen til festen. Mange af de småting der har gået og gnavet i baghovedet om vores forhold blev lige vendt en kort gang, og for første gang siden bruddet var jeg sikker på vi nok skulle komme gennem det her og ende som gode venner. Og så var det jeg lige kom i tanke om min t-shirt...

Jeg er mega fan af John Mayer! Det er sådan en ting jeg har med min moster... Hun introducerede mig for hans CD en gang i niende klasse, da jeg var på besøg hos hende i København, og jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg sad i hendes bil og hørte CD'en mens jeg læste sangteksterne i coveret samtidig. Hans musik var bare vildt god, og teksterne var sjove og lidt ironiske - lige noget for mig, så jeg blev fan med det samme! Da han kom til Danmark første gang var vi jo bare nødt til at tage til hans koncert. Og det er en tradition vi har holdt ved lige! Jeg tror vi i alt er oppe på tre koncerter nu...

Til én af de her koncerter købte jeg en knaldrød t-shirt med JOHN MAYER stående i hvide bogstaver hen over brystet. Jeg var virkelig glad for den og syntes den var mega fed. Den blev brugt ret flittigt, men den var lavet af noget ret dårligt materiale (som fan-shirts altid er!), så et par vaske senere var den helt ude af facon og alt, alt for kort! Jeg har prøvet den for nylig, og den er nu så lille at "John Mayer" har strukket sig ud til "Josephine MacDonnald". Jeg burde virkelig smide den ud, men der er bare så mange gode minder forbundet med den åndssvage t-shirt at jeg simpelthen ikke nænner at gøre det! Jeg kunne selvfølgelig sy den om til noget brugbart - en taske eller noget - men så skal jeg klippe i den og det vil jeg heller ikke! Så nu ligger den på bunden af skabet, total ubrugelig, og samler støv...

Man kan vel næsten sige at mit forhold til Mathias er en John Mayer t-shirt nu. Den var en gang helt perfekt, men nu er den bare helt ude af facon. Nogle gange er den sjov at tage frem og iføre sig mens man står foran spejlet og skråler med på John Mayer der crooner løs i anlægget; "I'm tired of being alone, so hurry up and geeeeeeeet heeeeeeeere" (ja okay, lidt ironisk at vælge lige dén sang måske...). Men på et eller andet tidspunkt er man nødt til at erkende at t-shirten for længst har overskredet sidste salgsdato, og så er det på tide at finde ud af hvad pokker man så skal gøre med den... skal den gemmes på bunden af skabet med håbet om at den en dag kommer til at passe igen? eller skal man finde en ny funktion til den?

Jeg ved i hvert fald nu at jeg vil have mig en ny t-shirt! Og denne gang skal den være af et lidt stærkere materiale, og helst også i en bedre pasform.. ;) Måske med Jamie Cullum??? Hvis folk har forslag til en ny t-shirt tager jeg gerne imod gode idéer! :D

god søndag derude <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar