fredag den 6. maj 2016

At være mor - 7 mdr.

Så gik der alligevel syv måneder med det der mor-og-baby(-og-lidt-far)-halløj! syv måneder er jo ingenting, og så alligevel en evighed. Det er i hvert fald lang tid nok til at jeg har glemt alt om fødsel og graviditet - det er næsten før jeg kan tage mig selv i at sige "jamen, så slemt var det jo heller ikke". Så læser jeg mine to tidligere blogindlæg og slår mig selv i hovedet!

Men det er ikke det, det skal handle om nu. Til gengæld skal det handle om at have det hvide bælte i "mor" - at være en total nybegynder i moderrollen, og at skulle jonglere mellem gode og/eller velmenende råd, moderinstinkter og almindelig sund fornuft. Det er faktisk ikke helt nemt! Derfor kommer her et par af de ting som jeg selv har erfaret efter jeg er blevet mor:

1) Børn kan godt være nemme
Jeg var fuldstændig forberedt på at få et vildt ulykkeligt kolikbarn som gav os søvnløse nætter - og så kommer denne lille klump ud som bare skider, sover og æder og ellers er fuldt ud tilfreds med tilværelsen! Det var enormt lettende, en smule mærkeligt og faktisk også lidt pinligt at skulle fortælle når folk med medfølende stemme og hovedet på skrå spørger "hvordan går det med den lille"? Hvad kan jeg sige? Vi har bare været vildt heldige! Men man går lidt stille med dørene for ikke at pisse folk af...

2) Man kan bekymre sig om ALT
Lidt i tråd med nr 1 - jeg har faktisk på et tidspunkt tænkt "Hun spiser godt, sover fint og er glad og tilfreds... Hvad er der GALT med hende? Skal jeg ringe til sundhedsplejersken? Mon hun skal tjekkes for en mental defekt? Har hun overhovedet en følesans?!?

Og så de små bekymringer som man agerer på og skaber en ny bekymring i stedet. Som hvis man går og bekymrer sig om hun fryser i sin barnevogn, giver hende hue på og så bruger resten af luren på at bekymre sig om hun har det for varmt...


3) Man kan godt fejlvurdere sine behov
 "vælg en barnevogn ud fra de behov dig og din familie har" - står der i alle barne/kombi/klapvognsguides der findes på nettet. Vi købte en kombivogn! - fordi det gav rigtig god mening for os, med den plads vi har lige nu. - og jeg har været vildt glad for det valg vi har taget, og klappet mig selv på skulderen over hvor smart tænkt det var at vi ikke skulle have en masse stel til at stå og fylde på een gang!....... indtil det gik op for mig at vi jo gerne vil have flere børn... der kræver hver sit transportmiddel.... så nu skal vi finde ud af om vi skal investere i en ny barnevogn, en ny klapvogn eller håbe på at der er en billig vogn til salg med vores stel, så vi kan udnytte barnevogn- og klapvognsdel på samme tid! og ellers skal vi være kreative med noget gaffatape og en trehjulet cykel...


4) Din baby er ikke nødvendigvis enig med dig i at salmesang og babyyoga er det fedeste i verden!
Indrømmet, jeg har hverken gået til salmesang eller babyyoga med Astrid. Til gengæld brugte jeg to måneder på at gå til babysvømning med hende, fordi jeg var overbevist om at hun ville elske det, ligesom jeg selv gjorde som baby! - Det gjorde hun ikke....... og er der ét sted i verden hvor det absolut ikke er sjovt at skulle håndtere en skrigende baby, så er det i omklædningsrummet mens man er splitterravende nøgen!
 

5) Dit liv bliver ikke vendt på hovedet bare fordi du får et barn
- med mindre du selvfølgelig har en velfungerende karriere, elsker at rejse og bruger meget tid på træning og at gå i byen med dine venner i weekenden og i det hele taget har et interessant og spændende liv! så jo! I mit tilfælde gik jeg fra at sidde på sofaen og se serier, til at sidde på sofaen og se serier med en baby  på armen.....


Det er lidt af det jeg har lært de sidste syv måneder! - og hun er da stadig i live, så helt galt kan det jo ikke være!

rigtig god fredag derude!
 



torsdag den 1. oktober 2015

Den første slemme uge som mor

Jeg vil gerne starte dette indlæg med en lille "advarsel" - Dette indlæg er ikke sjovt og underholdende, men en hudløs ærlig beretning om en utrolig traumatiserende første uge som mor. kan du klare mosten er du velkommen til at læse videre, og ellers så spring dette blogindlæg over.

Mange har en forestilling om hvordan graviditet, fødsel og moderliv vil blive for netop dem! Jeg har selv haft en del drømme og ønsker, og også frygt. Men jeg havde aldrig i mit liv troet at jeg skulle gennemgå de ting jeg har oplevet den sidste uges tid.

Veerne startede stille og roligt op tirsdag morgen, og hen mod onsdag eftermiddag tog de kraftigt til. kort før midnat var veerne regelmæssige nok til jeg mente vi skulle til at tage af sted på hospitalet. - Jeg var dog ikke i nærheden af at være i fødsel, så vi kørte pænt hjem igen og ventede. Klokken seks om morgenen mente jeg at nu var tiden da ved at komme - men nej, endnu kun 3 cm åben og ikke i aktiv fødsel. klokken 11 kunne jeg ikke holde til mere, og for tredje gang kørte vi på hospitalet. - men stadig var jeg kun 3 cm åben. dog ville de gerne tjekke op på om alt nu var som det skulle være, så de kørte en stribe på mig - og fandt ud af at det vist ikke var helt optimalt for den lille baby inde i maven. Hver gang jeg rejste mig eller vendte mig faldt den lille babys hjerterytme. Jeg blev hurtigt indlagt og fik taget fostervandet så de kunne sætte elektroder på den lille babys hoved og måle hendes EKG. For min skyld blev det besluttet at sparke fødslen i gang med ve-stimulerende drop, og for at jeg ikke skulle lide for meget under veerne blev jeg tilbudt epiduralblokade allerede i den latente fase. Da de næste gang mærkede efter på baby opdagede de endnu en ting - baby vente forkert! hun kiggede opad i stedet for på siden og kunne altså ikke få sit hoved ned gennem bækkenet. Vi gjorde alt for at få hende roteret, men da jeg var begrænset til sengen fordi hun ikke kunne tåle jeg rejste mig, var der ikke mange ting der kunne gøres. Lille baby rokkede sig ikke ud af stedet, og kunne derfor ikke blive født naturligt. klokken 23 blev det akutte kejsersnit sat i gang. Det er en meget underlig fornemmelse at ligge på et operationsbord og mærke at der bliver godt og grundigt moslet rundt inden i dig, men du ikke helt ved hvor og hvordan. Jeg fik kvalme og kastede op ud over det hele. - fem minutter over midnat hørte jeg hendes første skrig! - hun havde slugt grønt fostervand så hun blev hasteoverført til børneafdelingen for at få vandet op og ilt ned i lungerne. Derudover havde hun også tabt sig inde i maven, da hun var overbåren og moderkagen derfor ikke virkede ordentligt.  Jeg nåede lige kort at se hende inden jeg selv kom op på opvågningen.

Vi blev indlagt på D1 alle tre, på lillebitte eneværelse, men det var skønt for vi var jo samlet! Men om morgenen kom børnelægen op og sagde at Astrid havde for lav blodprocent så de ville gerne have os ned på børneafdelingen igen. Hun skulle have en blodtransfussion. De synes jeg skulle flytte med derned, men der var altså ikke plads til Bo også. Jeg kunne ikke overskue at bo ikke var der, så jeg valgte at gå fra 4. til 2. etage ned og amme mit barn, knapt et døgn efter operationen. det var et smertehelvede.

Der blev taget flere blodprøver på Astrid. Hendes blodprocent var steget igen, så de ville ikke give hende blodtransfussion. til gengæld skulle hun have antibiotika i drop, så min lille bitte nyfødte baby fik lagt et venflon i sin hånd og lå med slanger ud over det hele i en firkantet kasse. Det ville tage tre dage, og nu synes de altså at jeg skulle med hende ned. Stadig uden plads til Bo. Jeg gik med til det - den dummeste beslutning i mit liv. Nu skulle jeg op flere gange for at amme mit barn, der ikke kunne komme til mig pga sit drop. Bo kunne være der om dagen, men vi havde intet sted for os selv, hvor vi kunne koble fra og prøve at bearbejde alt det der skete og var sket. - en ny læge kom og sagde at Astrid alligevel skulle have blodtransfussion... for få timer efter at ombestemme sig igen. Det stod på i tre dage. Mandag var både jeg og Astrid endelig fri for slanger. Mine infektionstal var fine så de ville ikke give mig en pillekur - men de ville gerne have jeg blev til dagen efter så de kunne tjekke mine blodprøver endnu en gang. Vi ville så gerne hjem, men føjede systemet og blev endnu en gang flyttet op på D1. Tirsdag kunne jeg ikke mere! Jeg skulle hjem med min datter og ikke leve på et tungt, indelukket hospital med faste måltider og intet privatliv. mine blodprøver blev analyseret, men da det var en ny læge synes hun nu alligevel jeg skulle på pillekur... så en hel dag spildt på hospitalet for ingenting.

Tirsdag middag stod vi i vores egen stue. Og var overvældede af følelser og for mit vedkommende frygt og stress. Min krop var fyldt med smerter fra operationen og den opstartede amning, og jeg havde ikke fået sovet i flere dage. Jeg var så dårlig at min mor måtte tage fri fra arbejde og komme over den første nat. Jeg var bange for at amme, og bange for at blive vækket af Astrid. Min mælk ville ikke løbe ordentligt til, så for hver time der gik blev Astrid mere og mere sulten. jeg sad i flere timer med ømme bryster og ammede og ammede og ammede uden resultat, for til sidst at kapitulere og give hende lidt mælkeerstatning på glas. så sov hun... en time... og hele møllen startede forfra. Jeg fik hverken sovet eller spist, og det hele blev bare værre. I dag tog jeg kontakt til vuggen for at få hjælp med amningen. vi kom derud og hun blev kontrolvejet. Hun havde tabt sig yderligere 60 gram siden sidste vejning på hospitalet - min mælk var ikke nok til at stille hendes behov. Jeg havde to muligheder: hvis jeg ville amme naturligt hed det supplerende måltider med mælkeerstatning og leje af en malkemaskine i to til tre uger som jeg så ihærdigt skulle bruge. Anden mulighed var at overgå til helt at made med mælkeerstatning. Lige meget hvad jeg valgte var det vigtigt at jeg kom på dupperne igen og fik sovet og spist sagde sygeplejersken. Vi har taget en super svær beslutning og er nu overgået til mælkeerstatning på fuld tid...

Jeg sidder nu med en følelse af at have fejlet fysisk, både som kvinde og som mor. Jeg kunne ikke føde mit barn naturligt og kan nu heller ikke give hende mad naturligt. Hun kom ud uden sin madpakke - den måtte bruges inde i maven, da min krop også holdt op med at give hende næring der. Havde jeg levet for 200 år siden havde jeg nok ikke overlevet fødslen.

Og jeg er vred! Vred over et sundhedssystem der tillader en kvinde at skulle passe sit barn på et børneafsnit efter en stor operation og oven i købet skal undvære sin kæreste i nattetimerne hvor der er mest behov for ham. Jeg er vred over en livrem-og-seler-politik der fører til overbehandling med antibiotika for både mig og Astrid - Hendes var også forebyggende fandt vi senere ud af. Det har kostet os næsten en uge at være fanget på hospitalet uden grund, og prisen er nu at min krop er for svækket til at kunne made mit barn.

og jeg er i sorg. I sorg over at gå glip af en ægte fødsel og intimiteten ved at amme mit barn fuldt ud. Jeg føler mig så utrolig snydt!

Astrid er det eneste der holder mig kørende! Hun er så fantastisk yndig og kær og hun er meget meget rolig og glad. Hun er et rigtigt nusseøre der elsker at blive holdt om, så det er bare dejligt! Det er fantastisk at have hende.  Men hvor har jeg dog også betalt prisen for det...

tirsdag den 28. april 2015

Graviditet - sådan er det i virkeligheden!

Jeg er gravid! wuiuiuiuiui!! :D:D:D:D:D:D det er så FANTASTISK og jeg er LYKKELIG ud over det hele! det er den bedste tid i hele mit liv!

Det var vist nok sådan lidt jeg havde forventet det ville føles. Og noget af tiden er det bestemt også sådan! (jeg kan da huske en tirsdag morgen hvor jeg var lykkelig i 10 sekunder før jeg stod op! :D) - Men langt hen ad vejen er hverdagen en helt anden. Jeg synes der er rigtig meget falsk markedsføring omkring det der graviditet, så nu får i den virkelige beskrivelse af livet som menneske-inkubator:


Graviditetstest
sundhedsstyrelsens version:
"en graviditetstest kan tages hjemme så tidligt som 1. dag hvor menstruationen udebliver. de første 12 uger er mest kritiske hvad angår abort, så vent eventuelt med at fortælle familie og venner om de gode nyheder til efter 12. graviditetsuge" 

min version:
dagen før menstruationen skal komme - Ida tager en test. "bo - BO!! den er positiv!! tror jeg nok... eller den var ikke i starten men den er nu!! kan jeg så bruge den?? nej.. jo?...nej.... det er nok for tidligt... :("
Dagen efter: "bo - BO!!! den er positiv igen!!! men... det var den også i går... tør vi stole på det nu? mon ikke vi kan godt nu?? jeg er gravid!! måske....
Tre dage efter, og graviditeten er sikker. Ida ruller rundt på gulvet. "BOOOOOOO - hvornår må vi sige det til folk???  jeg vil fortælle det NUUUUUU!!!"

Morgenkvalme
sundhedsstyrelsens version:
"nogle kvinder oplever kvalme i løbet af deres graviditet - ofte om morgenen. Kvalmen forsvinder som regel efter 12. uge. Det kan hjælpe for nogle at spise en kiks eller noget tørt brød før de står op om morgenen"

min version:
oh, where to start.... jeg var ca tre minutter gravid da jeg begyndte at få det dårligt! Og så gik det også bare helt amok, med både kvalme og opkast og sure opstød og ondt i maven, og alt muligt andet også! - Det har krævet en deltidssygemelding fra arbejdet!

og kiks om morgenen? no fucking way hjalp det! faktisk var der ikke et eneste husråd som gav resultater! MEN jeg fandt nogle ting som i det mindste ikke gjorde det værre - blandt andet yoghurt, og på gode dage blødt brød. måske lidt frugt. og is!

Lægen anbefalede mig at få akupunktur mod kvalmen. Det har jeg så prøvet... og det første sygeplejersken siger til mig, da hun hører om mine madvaner er "nej, nej, nej, det er helt skidt for din mave! du skal have vitaminer indenbords, så du bør hellere spise kogte, blendede grøntsager" - så gik jeg hjem og kogte grøntsager! og fem minutter senere endte de alle i toilettet, ulrik style... 

jeg er 20 uger henne nu, og stadig plaget af kvalme og opkast. Til gengæld har den nu stabiliseret sig og er blevet en reel morgenkvalme (bedre sent end aldrig). Nu skal jeg kun kaste op efter de første par bidder morgenmad! (hverdagens små sejre)

til folk der lider af svær kvalme og opkast som jeg, har jeg følgende råd:
- sørg for at spise ting som også smager godt når de kommer op igen! for eksempel grapefrugt. 
- undgå at spise for "tør" mad, uden at få vand til - simpelthen fordi det er klamt at kaste op. 
- giv sundhedsstyrelsens kostråd en venlig fuck-finger, og spis så det du har lyst til, eller ved du kan holde i dig!
- hvis din tilstand forværres af nogle situationer (arbejde, tøjvask, rengøring, whatever) så hold dig langt væk fra disse ting!
- vær umulig overfor din kæreste, fordi det er hans skyld du har det sådan. Det hjælper ikke på kvalmen, men det føles bare så meget bedre! ;)

kostvaner
sundhedsstyrelsens version:
"nogle kvinder oplever en ændring i deres kostvaner. De får måske lyst til nogle bestemte ting, eller mister lysten til nogle andre. prøv så vidt muligt at følge de otte kostråd"

min version:
Jeg har mistet lysten fuldstændig til te og chokolade. Kylling og svinekød kan jeg simpelthen ikke få ned! Til gengæld har jeg haft lyst til persillesovs og koldskål... så meget for de otte kostråd ;)

liv
sundhedsstyrelsens version:
"Ouge 20 begynder de fleste kvinder at mærke liv. Det føles i starten som bobler i maven."

min version:
Uh, var det liv jeg mærkede? :D - næh, det var en prut...

god tirsdag til jer! 


onsdag den 8. januar 2014

Introducing Mr. Douchebag

Jeg synes det er på tide i møder min kæreste! <3
- yep, jeg har fået mig en rigtig sød og dejlig kæreste, som jeg nu har kendt i knap fire måneder. Uh det er nu dejligt med tosomhed igen...

Men det var godt nok ikke nemt i starten! efter halvandet års tid til at udvikle og finpudse min single-særhed, var det temmelig frustrerende at lukke en mand ind i mit liv som kunne finde på noget så uhørt som at slukke el-kedelen på stikkontakten og tage mælk fra køleskabet uden at spørge!!! For ikke at tale om de utallige diskussioner der unægteligt kommer på bordet når man er så forskellige som vi er - Det resulterede ret hurtigt i, at han fik tilnavnet douchebag...

.. Men så lige pludselig faldt det hele bare i hak! og på vores egen sære måde har vi fået det hele til at fungere! - Det ER jo faktisk mere energibesparende hvis el-kedelen slukkes på kontakten.. og douchebag kan altid sendes i Netto hvis der mangler mælk!

Nu har jeg faktisk overskud til at se hvor fantastisk han egentlig er! Jeg har fået en kæreste med lige så stor kærlighed til hygge og chokolade som mig selv! og han er super romantisk - på den klassiske facon; we're talking blomster og chokolade og gaver i massevis! - vejen til min kærlighed går gennem gaver.. ;)
For slet ikke at tale om hvordan han får mig til at føle! Jeg føler mig attraktiv og sød og nuttet - og elsket! Og selv om jeg er åndssvag og fjoller rundt det meste af tiden, så bliver jeg alligevel taget alvorligt!

Vi er sjældent enige om noget som helst, men vi keder os ALDRIG! - for vi har altid noget at snakke om! og jeg føler virkelig vi kan bidrage med en masse positive ting til hinandens liv!

Så selv om han til tider kan være en douchebag så er han MIN douchebag, og jeg vil ikke bytte ham for nogen anden <3 <3

god Onsdag til jer!

tirsdag den 19. februar 2013

plans for today: 1) get up 2) survive 3) go to bed

Jeg er startet med at skrive speciale!! I en spændende og velfungerende neurobiologigruppe i winsløwparken. Gruppen er dygtig, emnerne er interessante og lokalerne er super flotte!! Der er bare lige én ting i vejen.. En lille sten i skoen... Jeg hader det!! Haaaaaader det!! Det er ikke de 16 timers laboratorietimer i træk der generer mig! heller ikke ryg- og skuldersmerterne eller den konstante hovedpine! Det værste den der knugen i maven af nervøsitet hver gang jeg skal møde op!

Det er faktisk lidt pinligt at indrømme.. Men jo, jeg er hundeangst for at møde i laboratoriet hver dag! Mest fordi jeg frygter at komme til at fucke et eller andet fuldstændig op! - og man skal jo ikke bare slynge et eller andet ud, uden at have evidens for det, så når jeg tænker tilbage på samtlige dage jeg har været i lab og udregner sandsynligheden for at lave en fejl næste gang... så er den på sådan ca 100%! og det er ikke bare sådan små bitte fejl som at komme til at lave for meget antistoffortynding eller hvad ved jeg... nej, det er altid af en eller anden grund noget der har fatale konsekvenser for mig selv og alle andre!

Jeg startede mit aller første autonome museforsøg med at slå fem forkerte mus ihjel!! hvor dumt er det ikke?! Det skal lige siges at jeg måtte tyde mig frem til musene via en mail med et system jeg ikke forsod. Så jeg gik i den forkerte stald, tog en kasse med de mus jeg troede var mine... og endte med at slå laborantens avlsmus ihjel! Det gør det heller ikke meget bedre at jeg ikke turde fortælle det da jeg kom tilbage - men det kommer  vi til...

Hele sidste uge var jeg stresset over det med musene, hvilket i sig selv ikke gør noget godt for at holde ens hoved over vand. I forvejen har jeg svært ved at huske ting, så forestil jer lige det rod der kommer i mit hoved når man tilføjer stress! Jeg rendte rundt i laboratoriet en hel uge uden at fatte en brik...

Heldigvis havde jeg en fantastisk weekend med min familie, der lige fik mit livsperspektiv på plads igen, så i går (mandag) startede jeg med ny kampgejst og mod på det hele! - indtil jeg sad ved FACS-maskinen klokken seks om aftenen og opdagede jeg havde glemt at tage celler fra til to rør; den ene af dem hvis hele funktion er at indstille maskinen så den virker! shit, shit shit... heldigvis havde jeg et rør med en negativ farvekontrol der kunne bruges, men uden den var en hel dags arbejde spildt! 

Jeg valgte at tænke "pyt, det lægger du bag dig Ida!" og starte tirsdagen frisk og frejdig! og det gik også fint! lige indtil jeg skulle lave antistoffortyndinger og opdagede der absolut ikke var mere tilbage af et meget, meget vigtigt antistof! Og siden det er mig der har brugt det stof de sidste mange gange er det mit job at tjekke at der er nok! hvis jeg var fucked tidligere er det INGENTING i sammenligning med det her!! Jeg er nu sat en uge tilbage i mine forsøg, mens jeg venter på det nye antistof kommer!!

Jeg er lige nødt til at give en beskrivelse af min daglige vejleder, som har en ret vigtig rolle i hvordan jeg har det lige nu... Hun er en fantastisk dygtig forsker, kommer fra frankrig og har bare styr på alting! Jeg lærer SÅ meget af hende og det er rigtig fedt at arbejde sammen med hende! Men hun er pisse farlig..... Hun bliver såååå skuffet hver gang jeg klokker i det, og kan slet ikke forstå at jeg ikke har mere styr på de ting jeg laver! Hvilket faktisk bare skaber endnu flere problemer. Når jeg spørger for meget bliver hun småirriteret, når jeg venter og prøver at spørge en anden bliver jeg forsinket, og så bliver hun også irriteret. Og hvis jeg i stedet vælger at tage chancen, så laver jeg en fejl, ødelægger hele forsøget og så bliver hun først RIGTIG irriteret! Faktisk ligemeget hvad jeg gør, siger eller spørger om, er der stor sandsynlighed for at jeg generer min daglige vejleder... Der er ikke noget at sige til jeg har kronisk mavepine vel???

Så hver dag de sidste tre måneder har mest handlet om at overleve og komme gennem dagen... Jeg håber virkelig det ændrer sig, og helst meget snart! Ellers skal jeg have fat i kraven på mig selv og overveje en anden beskæftigelse... forslag modtages gerne!!

god tirsdag aften derude <3

mandag den 22. oktober 2012

Dårlig smag i munden...

Puha.... som en af mine venner ville have have udtrykt det, så er jeg lige nu en kæmpe idiot! øv, øv, øv, det giver mig en rigtig dårlig smag i munden, men det skal ud! nu!

Jeg har lige opdaget at en af mine dates har læst min blog, og er selvfølgelig blevet vildt ked af det jeg har skrevet! jeg tror den helt præcise besked jeg fik var "så fik man lige den "ærlige" mening om vores date. det er altid nemt at være sjov på andres bekostning. usmageligt". Og hvor har han dog egenlig ret! Jeg har ingen undskyldning for det her! at jeg aldrig i mit liv troede han ville læse det jeg skrev gør det ikke mere legalt at hænge ham ud..

Hvad kan jeg sige? Er det at være sjov på andres bekostning egentlig ikke bare et udtryk for ens egen usikkerhed og utilstrækkelighed? Jeg håbede på at møde "the one" og da det viste sig ikke at være tilfældet, prøvede jeg at distancere mig fra skuffelsen ved at fortælle om mine hændelser på en (for mig) sjov og parodieret facon. - Men folk er ikke inde i mit hoved, og har ikke set hvad der virkelig skete. Så hvorfra skulle de vide at der lige skal pilles 40% fra?

Så nu vil jeg være ærlig.

Jeg er ked af det! - Ked af at være single. Ked af at stå alene med ansvaret for mit eget liv. Ked af følelsen af at stå og balancere på toppen af et isbjerg. Og i dette øjeblik, ked af at have såret et andet menneske på en så grim måde.

Jeg håber han snart finder sig en sød og fantastisk og smuk kæreste! En der i hvert fald ikke er som mig!

Og jeg? Jeg smutter hen i mit musehul og skammer mig resten af livet......

mandag den 15. oktober 2012

efterår og småting

Så er det blevet efterår, og tid til en statusopdatering! Siden sidst jeg skrev, har jeg lavet en masse! Jeg har blandt andet været på en super lækker tur med min mor til Marokko! Vejret var lækkert, maden var god og bla, bla, bla.... Jeg tror bare jeg stopper her, for ingen gider at høre om hvor varmt det var, og hvad al ting kostede. Og jeg har allerede lovet mor at vi ikke fortæller nogen om den gang vi blev snydt af et par henna-malere, eller da vi begge sked i bukserne... ;)

I stedet vil jeg fortælle om min første poledance-time! Hvis man (som mig) tror det er lidt som en zumbatime rundt om en garderobestang der vender forkert, så tro lige om igen! Det er en meget sensuel sportsgren!... Hvis man vel at mærke ikke vejer 20 kg for meget og har dårlige armkræfter... Så er det en meget klumpet sportsgren! Jeg har købt mig et 10-turskort, så jeg har da heldigvis et par gange endnu til at lære at være rundtosset på en sexet måde.. Til næste gang skal jeg lære mig selv at svede mere på tæerne, så jeg kan dreje ordentligt rundt!

Jeg har også klippet mit eget hår! jeg stod et kvarter før joysticks skulle øve og tænkte "mit pandehår trænger lige til en studsning" - så det fik lige en hurtig omgang... Og så fik jeg øje på mine afblegede-genfarvede-falmede-til-nu-grønne hårspidser og kunne ikke ikke dy mig... så ti minutter senere var håndvasken fyldt med hår, og mit hoved fri for omkring 10 cm grønne spidser hele vejen rundt! Og ved i hvad? Det er faktisk blevet rigtig pænt! what are the odds?!

Og så er jeg gået hen og er blevet en smule filosofisk.. Min vigtigste opdagelse indtil videre er denne:
"ting kan ikke blive væk, hvis du først én gang har smidt dem væk og så fundet dem igen".
Jeg har et ur og en yndlingshalskæde som jeg altid lægger de mærkeligste steder. Jeg går konstant og leder efter dem, men de dukker som regel op! Det samme gælder min mobiltelefon, min pengepung og mine nøgler. Til gengæld er der nogle ting som jeg af en eller anden kosmisk grund ikke må eje! Jeg købte et par rigtig søde, sorte øreringe, som jeg kun nåede at gå med én dag, før den ene stik blev væk... Jeg tænkte, fandme nej!, og gik ned og købte et par mere... men de havde ikke flere i sort, som var de aller pæneste! Øv... Jeg har også mistet min hårbørste.. suk..

Kærligheden står stadig på standby, i hvert fald på det virtuelle plan! - en måneds medlemsskab er lig to ugers mindre madbudget! Så da valget stod mellem mad og kæreste blev det mad! (i denne omgang!... vi må se hvor desperat jeg bliver senere..) ;)

Mit næste store projekt bliver at starte speciale! Jeg har fundet mig en rigtig spændende og god gruppe der blandt andet laver forskning indenfor multiple sclerosis, så forhåbentlig kan jeg skrive cand. Scient. på CV'et om et års tid!

Rigig god mandag aften <3