Det er faktisk lidt pinligt at indrømme.. Men jo, jeg er hundeangst for at møde i laboratoriet hver dag! Mest fordi jeg frygter at komme til at fucke et eller andet fuldstændig op! - og man skal jo ikke bare slynge et eller andet ud, uden at have evidens for det, så når jeg tænker tilbage på samtlige dage jeg har været i lab og udregner sandsynligheden for at lave en fejl næste gang... så er den på sådan ca 100%! og det er ikke bare sådan små bitte fejl som at komme til at lave for meget antistoffortynding eller hvad ved jeg... nej, det er altid af en eller anden grund noget der har fatale konsekvenser for mig selv og alle andre!
Jeg startede mit aller første autonome museforsøg med at slå fem forkerte mus ihjel!! hvor dumt er det ikke?! Det skal lige siges at jeg måtte tyde mig frem til musene via en mail med et system jeg ikke forsod. Så jeg gik i den forkerte stald, tog en kasse med de mus jeg troede var mine... og endte med at slå laborantens avlsmus ihjel! Det gør det heller ikke meget bedre at jeg ikke turde fortælle det da jeg kom tilbage - men det kommer vi til...
Hele sidste uge var jeg stresset over det med musene, hvilket i sig selv ikke gør noget godt for at holde ens hoved over vand. I forvejen har jeg svært ved at huske ting, så forestil jer lige det rod der kommer i mit hoved når man tilføjer stress! Jeg rendte rundt i laboratoriet en hel uge uden at fatte en brik...
Heldigvis havde jeg en fantastisk weekend med min familie, der lige fik mit livsperspektiv på plads igen, så i går (mandag) startede jeg med ny kampgejst og mod på det hele! - indtil jeg sad ved FACS-maskinen klokken seks om aftenen og opdagede jeg havde glemt at tage celler fra til to rør; den ene af dem hvis hele funktion er at indstille maskinen så den virker! shit, shit shit... heldigvis havde jeg et rør med en negativ farvekontrol der kunne bruges, men uden den var en hel dags arbejde spildt!
Jeg valgte at tænke "pyt, det lægger du bag dig Ida!" og starte tirsdagen frisk og frejdig! og det gik også fint! lige indtil jeg skulle lave antistoffortyndinger og opdagede der absolut ikke var mere tilbage af et meget, meget vigtigt antistof! Og siden det er mig der har brugt det stof de sidste mange gange er det mit job at tjekke at der er nok! hvis jeg var fucked tidligere er det INGENTING i sammenligning med det her!! Jeg er nu sat en uge tilbage i mine forsøg, mens jeg venter på det nye antistof kommer!!
Jeg er lige nødt til at give en beskrivelse af min daglige vejleder, som har en ret vigtig rolle i hvordan jeg har det lige nu... Hun er en fantastisk dygtig forsker, kommer fra frankrig og har bare styr på alting! Jeg lærer SÅ meget af hende og det er rigtig fedt at arbejde sammen med hende! Men hun er pisse farlig..... Hun bliver såååå skuffet hver gang jeg klokker i det, og kan slet ikke forstå at jeg ikke har mere styr på de ting jeg laver! Hvilket faktisk bare skaber endnu flere problemer. Når jeg spørger for meget bliver hun småirriteret, når jeg venter og prøver at spørge en anden bliver jeg forsinket, og så bliver hun også irriteret. Og hvis jeg i stedet vælger at tage chancen, så laver jeg en fejl, ødelægger hele forsøget og så bliver hun først RIGTIG irriteret! Faktisk ligemeget hvad jeg gør, siger eller spørger om, er der stor sandsynlighed for at jeg generer min daglige vejleder... Der er ikke noget at sige til jeg har kronisk mavepine vel???
Så hver dag de sidste tre måneder har mest handlet om at overleve og komme gennem dagen... Jeg håber virkelig det ændrer sig, og helst meget snart! Ellers skal jeg have fat i kraven på mig selv og overveje en anden beskæftigelse... forslag modtages gerne!!
god tirsdag aften derude <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar