Klokken er elleve her søndag aften, og min krop er endelig så småt ved at komme sig oven på den fantastiske polterabend jeg var til hele dagen i går! Nøj, vi gav den gas med jazzballet, croquis-tegning, og jeg skal komme efter dig ska' jeg... Det har taget mig to reparations-øl og en frysepizza at komme ovenpå igen! (tømmermands-smiley) Der var arrangeret bachelor-party for både bruden og gommen samme dag, og da det er et fælles vennepar for mig og min ekskæreste måtte jeg "finde mig i" at skulle se ham noget af dagen. Jeg har egentlig gået og frygtet dagen en lille smule for det er omkring en måned siden vi så hinanden sidst, og jeg var så bange for at det at se ham igen ville bringe en masse følelser frem, som ville ødelægge dagen for mig! Heldigvis gik det helt gnidningsfrit og vi fik os en rigtig lang og hyggelig snak under morgenmaden, og igen om aftenen til festen. Mange af de småting der har gået og gnavet i baghovedet om vores forhold blev lige vendt en kort gang, og for første gang siden bruddet var jeg sikker på vi nok skulle komme gennem det her og ende som gode venner. Og så var det jeg lige kom i tanke om min t-shirt...
Jeg er mega fan af John Mayer! Det er sådan en ting jeg har med min moster... Hun introducerede mig for hans CD en gang i niende klasse, da jeg var på besøg hos hende i København, og jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg sad i hendes bil og hørte CD'en mens jeg læste sangteksterne i coveret samtidig. Hans musik var bare vildt god, og teksterne var sjove og lidt ironiske - lige noget for mig, så jeg blev fan med det samme! Da han kom til Danmark første gang var vi jo bare nødt til at tage til hans koncert. Og det er en tradition vi har holdt ved lige! Jeg tror vi i alt er oppe på tre koncerter nu...
Til én af de her koncerter købte jeg en knaldrød t-shirt med JOHN MAYER stående i hvide bogstaver hen over brystet. Jeg var virkelig glad for den og syntes den var mega fed. Den blev brugt ret flittigt, men den var lavet af noget ret dårligt materiale (som fan-shirts altid er!), så et par vaske senere var den helt ude af facon og alt, alt for kort! Jeg har prøvet den for nylig, og den er nu så lille at "John Mayer" har strukket sig ud til "Josephine MacDonnald". Jeg burde virkelig smide den ud, men der er bare så mange gode minder forbundet med den åndssvage t-shirt at jeg simpelthen ikke nænner at gøre det! Jeg kunne selvfølgelig sy den om til noget brugbart - en taske eller noget - men så skal jeg klippe i den og det vil jeg heller ikke! Så nu ligger den på bunden af skabet, total ubrugelig, og samler støv...
Man kan vel næsten sige at mit forhold til Mathias er en John Mayer t-shirt nu. Den var en gang helt perfekt, men nu er den bare helt ude af facon. Nogle gange er den sjov at tage frem og iføre sig mens man står foran spejlet og skråler med på John Mayer der crooner løs i anlægget; "I'm tired of being alone, so hurry up and geeeeeeeet heeeeeeeere" (ja okay, lidt ironisk at vælge lige dén sang måske...). Men på et eller andet tidspunkt er man nødt til at erkende at t-shirten for længst har overskredet sidste salgsdato, og så er det på tide at finde ud af hvad pokker man så skal gøre med den... skal den gemmes på bunden af skabet med håbet om at den en dag kommer til at passe igen? eller skal man finde en ny funktion til den?
Jeg ved i hvert fald nu at jeg vil have mig en ny t-shirt! Og denne gang skal den være af et lidt stærkere materiale, og helst også i en bedre pasform.. ;) Måske med Jamie Cullum??? Hvis folk har forslag til en ny t-shirt tager jeg gerne imod gode idéer! :D
god søndag derude <3
søndag den 20. maj 2012
søndag den 13. maj 2012
op på vægten igen!
... Jeg har tænkt mig at gøre noget farligt... ;) - Jeg vil skrive et blogindlæg om et tabubelagt og - for mig personligt - ekstremt forhadt emne, der har fyldt mit liv siden jeg blev teenager og pludselig blev selvbevidst! Jeg vil skrive om overvægt, slankekure og livsstilsændringer!
Puha...Hvordan starter man så lige sådan ét? Jeg kan da starte med mig selv;
Siden jeg flyttede hjemmefra, for godt fem år siden, har jeg stødt og roligt taget omkring femten kilo på. Min krop var allerede begyndt at isolere sig selv til en forekommende istid, så tyve kilos overvægt pt. er nok ikke helt forkert regnet ud! Og det er endda minimum! - Kombinerer man lige vægten med mine små halvanden meter burde jeg tabe omkring tredive kilo for at nå min idealvægt ifølge BMI-målestokken! TREDIVE KILO!!!
Hvordan pokker er det så lige gået til? - Jeg kan med det samme sige at jeg ikke er tilhænger af dårlige undskyldninger! Jeg lider hverken af et dårligt stofskifte eller andre former for sygdomme der kunne øge min vægt! jeg har heller ikke nogen knoglelidelser der forhindrer mig i daglig motion! Der er kun to ting der er skyld i min overvægt: 1)Jeg æder for meget og 2) jeg laver for lidt! Jeg elsker mad, slik og kage, og jeg elsker endnu mere at sidde på min flade røv mens jeg spiser det! - hvis man gør det i fem år, så tager man femten kilo på! sådan er det...
Så er det de fleste nok med en smule foragt i stemmen tænker; "Hvordan kan sådan en ung kvinde med et tilsyneladende velfungerende liv og en god uddannelse tillade sig selv at blive så overvægtig? Hun burde da vide bedre!" - Og jeg ved også bedre! Jeg ved præcis hvad man bør og ikke bør spise, i hvilke mængder og hvor tit, samt hvorfor daglig motion er godt for både krop og sjæl! Medierne i dag er fyldt med artikler, tv-programmer og hjemmesider (og blog-indlæg!!) der alle på én eller anden måde sætter fokus på sund livsstil. Oven i det har jeg gennem min uddannelse fået en masse viden om kroppen og dens funktioner - selvom det nu er en noget mere kemisk legoklods-agtig tilgang der er på Biomedicin-studiet.. Kort sagt så er jeg udmærket klar over hvorfor jeg er blevet så overvægtig, og jeg ved også hvad der skal gøres ved det!
Og hurra for det siger man så... Når jeg nu er så pokkers klog og lige har forklaret hele verdenssituationen på fire små afsnit, hvorfor har jeg så ikke for længst smidt de tyve kilo jeg så gerne vil af med? Og her kommer jeg sku til kort... Jeg kan helt ærligt ikke komme med et svar på hvorfor det er så svært! Jeg har virkelig forsøgt med en masse ting. Vægtvogterne, kalorietælling, øget motion, specialkure, you name it! Hver gang er det startet godt ud, men efter de første par kilo er smidt, har jeg fuldstændig mistet motivationen! Det er som om min krop skriger til mig; "hvad får du ud af det Ida?!?!?! Du fodrer mig med agurk og klidkiks, men til hvilken nytte?? Er du et lykkeligere menneske nu? Har du flere venner? Tjener du flere penge??" - Og den har jo ret den stakkels krop! At fjerne et par kilo af den ekstra isolering ændrer jo ikke en hulens fis på mit personlige liv! hvorfor er det så lige jeg går ind med den overbevisning hver gang?
Én af de aller første gange jeg kan huske jeg har prøvet at tabe mig, var i folkeskolen, da jeg blev forelsket i en dreng fra klassen... Han var så sød og pæn, men jeg var jo slet ikke god nok til ham! jeg var jo tyk og fed!! så jeg hoppede op på stepbrættet i "forretningen" og trampede derudad! - for lige så snart jeg havde tabt mig nogle kilo så ville jeg være smart og lækker og så ville han helt sikkert have lyst til at blive min kæreste. Ak ja.... Tiden gik, og jeg steppede løs, men det ændrede jo ikke på at jeg var en lille genert pige der ikke turde snakke med drengene i klassen! - Så jeg blev aldrig kærester med denne her dreng, om så han ville eller ej!
Jeg har masser af historier endnu! - alle sammen handler de om et eller andet som jeg ville opnå men som måske var lidt svært. Gode karakterer i skolen, flere venner og selvfølgelig teenagerens evige problem: at få sig en kæreste! Hvert eneste dilemma i mit teenageliv gav jeg min vægt skylden for! Så det var jo nemt nok! Jeg skulle bare tabe mig og så ville min verden blive perfekt! Gæt selv hvordan det gik... Jeg gik på slankekure, tabte mig fem kilo, fandt ud af mit liv var lige så teenage-kaotisk som før og så gav jeg slukøret min slankekur op og begyndte at trøstespise i stedet!
Nu står jeg 25 år gammel og alt for mange kilo tungere og har endelig erkendt at jeg skal gå den anden vej! jeg skal ikke ændre på mig selv for at blive lykkelig! Jeg skal være lykkelig før jeg begynder at ændre på mig selv! - og det tager lidt tid må jeg nok indrømme.. Men jeg er godt på vej! :) Jeg kan altid starte med at lave en liste over de ting jeg ved er urealistiske at forvente, men som jeg inderst inde stadig håber på vil ændre sig hvis jeg taber mig! - Skeletterne skal ud af skabet nu! list away...
urealistiske forventninger:
- Jeg får hurtigere en ny kæreste hvis jeg er tynd og slank! (ja okay, det er måske lidt rigtigt.. Det er nok nemmere for tynde piger at score en kæreste, men vil jeg helt ærligt være sammen med én der ikke kan tolerere hvis nu jeg bliver tyk igen??)
- Jeg finder et super fedt sted at skrive speciale hvis liiiige jeg taber et par kilo
- Jeg tænker meget hurtigere med mindre fedt på kroppen!
- og jeg bliver selvfølgelig også klogere...
- Alle mine problemer forsvinder hvis jeg er tynd!
- jeg får mere tid og overskud hvis jeg taber mig
- mit hjem bliver automatisk pænt og rent hvis jeg taber mig
Realistiske forventninger:
- jeg kan passe mit tøj igen!
- min fysiske selvtillid stiger (MEN ikke din psykiske! husk nu det ida!! - du bliver ikke klogere, sjovere eller sødere ved at miste et par kilo!!)
- Jeg undgår dårligt helbred
- jeg får en bedre kondi (hvis altså jeg husker at motionere)
øv... det var ikke særlig mange realistiske forventninger... Men det er måske heller ikke meningen der skal være det! Én enkelt burde være nok, hvis bare den giver motivation nok til at gøre noget ved det!
Så er den psykiske del klaret! - Nu mangler jeg bare at gennemgå de fysiske rammer for et vedvarende vægttab. - Det skal kunne holde til min tålmodighed (eller mangel på samme) og til mit noget sparsomme budget! så ikke noget med privat træner og diætist til mig da... Men de overvejelser må høre et helt andet indlæg til!
fortsat god søndag! <3
Puha...Hvordan starter man så lige sådan ét? Jeg kan da starte med mig selv;
Siden jeg flyttede hjemmefra, for godt fem år siden, har jeg stødt og roligt taget omkring femten kilo på. Min krop var allerede begyndt at isolere sig selv til en forekommende istid, så tyve kilos overvægt pt. er nok ikke helt forkert regnet ud! Og det er endda minimum! - Kombinerer man lige vægten med mine små halvanden meter burde jeg tabe omkring tredive kilo for at nå min idealvægt ifølge BMI-målestokken! TREDIVE KILO!!!
Hvordan pokker er det så lige gået til? - Jeg kan med det samme sige at jeg ikke er tilhænger af dårlige undskyldninger! Jeg lider hverken af et dårligt stofskifte eller andre former for sygdomme der kunne øge min vægt! jeg har heller ikke nogen knoglelidelser der forhindrer mig i daglig motion! Der er kun to ting der er skyld i min overvægt: 1)Jeg æder for meget og 2) jeg laver for lidt! Jeg elsker mad, slik og kage, og jeg elsker endnu mere at sidde på min flade røv mens jeg spiser det! - hvis man gør det i fem år, så tager man femten kilo på! sådan er det...
Så er det de fleste nok med en smule foragt i stemmen tænker; "Hvordan kan sådan en ung kvinde med et tilsyneladende velfungerende liv og en god uddannelse tillade sig selv at blive så overvægtig? Hun burde da vide bedre!" - Og jeg ved også bedre! Jeg ved præcis hvad man bør og ikke bør spise, i hvilke mængder og hvor tit, samt hvorfor daglig motion er godt for både krop og sjæl! Medierne i dag er fyldt med artikler, tv-programmer og hjemmesider (og blog-indlæg!!) der alle på én eller anden måde sætter fokus på sund livsstil. Oven i det har jeg gennem min uddannelse fået en masse viden om kroppen og dens funktioner - selvom det nu er en noget mere kemisk legoklods-agtig tilgang der er på Biomedicin-studiet.. Kort sagt så er jeg udmærket klar over hvorfor jeg er blevet så overvægtig, og jeg ved også hvad der skal gøres ved det!
Og hurra for det siger man så... Når jeg nu er så pokkers klog og lige har forklaret hele verdenssituationen på fire små afsnit, hvorfor har jeg så ikke for længst smidt de tyve kilo jeg så gerne vil af med? Og her kommer jeg sku til kort... Jeg kan helt ærligt ikke komme med et svar på hvorfor det er så svært! Jeg har virkelig forsøgt med en masse ting. Vægtvogterne, kalorietælling, øget motion, specialkure, you name it! Hver gang er det startet godt ud, men efter de første par kilo er smidt, har jeg fuldstændig mistet motivationen! Det er som om min krop skriger til mig; "hvad får du ud af det Ida?!?!?! Du fodrer mig med agurk og klidkiks, men til hvilken nytte?? Er du et lykkeligere menneske nu? Har du flere venner? Tjener du flere penge??" - Og den har jo ret den stakkels krop! At fjerne et par kilo af den ekstra isolering ændrer jo ikke en hulens fis på mit personlige liv! hvorfor er det så lige jeg går ind med den overbevisning hver gang?
Én af de aller første gange jeg kan huske jeg har prøvet at tabe mig, var i folkeskolen, da jeg blev forelsket i en dreng fra klassen... Han var så sød og pæn, men jeg var jo slet ikke god nok til ham! jeg var jo tyk og fed!! så jeg hoppede op på stepbrættet i "forretningen" og trampede derudad! - for lige så snart jeg havde tabt mig nogle kilo så ville jeg være smart og lækker og så ville han helt sikkert have lyst til at blive min kæreste. Ak ja.... Tiden gik, og jeg steppede løs, men det ændrede jo ikke på at jeg var en lille genert pige der ikke turde snakke med drengene i klassen! - Så jeg blev aldrig kærester med denne her dreng, om så han ville eller ej!
Jeg har masser af historier endnu! - alle sammen handler de om et eller andet som jeg ville opnå men som måske var lidt svært. Gode karakterer i skolen, flere venner og selvfølgelig teenagerens evige problem: at få sig en kæreste! Hvert eneste dilemma i mit teenageliv gav jeg min vægt skylden for! Så det var jo nemt nok! Jeg skulle bare tabe mig og så ville min verden blive perfekt! Gæt selv hvordan det gik... Jeg gik på slankekure, tabte mig fem kilo, fandt ud af mit liv var lige så teenage-kaotisk som før og så gav jeg slukøret min slankekur op og begyndte at trøstespise i stedet!
Nu står jeg 25 år gammel og alt for mange kilo tungere og har endelig erkendt at jeg skal gå den anden vej! jeg skal ikke ændre på mig selv for at blive lykkelig! Jeg skal være lykkelig før jeg begynder at ændre på mig selv! - og det tager lidt tid må jeg nok indrømme.. Men jeg er godt på vej! :) Jeg kan altid starte med at lave en liste over de ting jeg ved er urealistiske at forvente, men som jeg inderst inde stadig håber på vil ændre sig hvis jeg taber mig! - Skeletterne skal ud af skabet nu! list away...
urealistiske forventninger:
- Jeg får hurtigere en ny kæreste hvis jeg er tynd og slank! (ja okay, det er måske lidt rigtigt.. Det er nok nemmere for tynde piger at score en kæreste, men vil jeg helt ærligt være sammen med én der ikke kan tolerere hvis nu jeg bliver tyk igen??)
- Jeg finder et super fedt sted at skrive speciale hvis liiiige jeg taber et par kilo
- Jeg tænker meget hurtigere med mindre fedt på kroppen!
- og jeg bliver selvfølgelig også klogere...
- Alle mine problemer forsvinder hvis jeg er tynd!
- jeg får mere tid og overskud hvis jeg taber mig
- mit hjem bliver automatisk pænt og rent hvis jeg taber mig
Realistiske forventninger:
- jeg kan passe mit tøj igen!
- min fysiske selvtillid stiger (MEN ikke din psykiske! husk nu det ida!! - du bliver ikke klogere, sjovere eller sødere ved at miste et par kilo!!)
- Jeg undgår dårligt helbred
- jeg får en bedre kondi (hvis altså jeg husker at motionere)
øv... det var ikke særlig mange realistiske forventninger... Men det er måske heller ikke meningen der skal være det! Én enkelt burde være nok, hvis bare den giver motivation nok til at gøre noget ved det!
Så er den psykiske del klaret! - Nu mangler jeg bare at gennemgå de fysiske rammer for et vedvarende vægttab. - Det skal kunne holde til min tålmodighed (eller mangel på samme) og til mit noget sparsomme budget! så ikke noget med privat træner og diætist til mig da... Men de overvejelser må høre et helt andet indlæg til!
fortsat god søndag! <3
fredag den 11. maj 2012
- en måned senere!
Nu er det en måned siden Mathias forlod mig! Helt ærligt synes jeg ikke den dag har ret til at blive husket, men det er helt umuligt for mig ikke at gå og tælle dage; hvor mange dage har jeg nu gået uden at græde? hvor mange af de følsomme weekender har jeg klaret mig igennem? Når man tænker i de baner så bliver "dagen hvor mathias forlod mig" nærmest en national helligdag.. - en af dem hvor man flager på halvt og tager til mindehøjtidelighed og græder lidt over sit tab..
Til gengæld må jeg sige at det går meget bedre nu, og jeg har det rigtig godt! selvfølgelig har jeg dage hvor det hele er noget forbandet lort, og jeg savner Mathias helt forfærdeligt. Men det meste af tiden er jeg glad og har masser af overskud! Jeg har jo pludselig fået en masse tid til at gøre præcis hvad jeg har lyst til. Så jeg har været i biografen med veninderne, været ude at få en par øl, og bare generel hygget mig mere med alle i min omgangskreds! Der er også de der små ting som fx at jeg selv kan bestemme hvad jeg vil have til aftensmad! og hvilken musik jeg vil høre! - jeg kan endda købe lyserød håndsæbe til badeværelset! Frihed til selv at bestemme skal virkelig ikke undervurderes! :)
Men, men, men..... Jeg skal jo videre! Jeg vil ikke tage mig til takke med at snøfte over et tabt forhold, og kun glæde mig over de små ting. Jeg vil være GLAD med store bogstaver! Jeg vil derhen hvor det ikke giver et stik i hjertet hver gang jeg mindes! - og hvordan klarer man så lige det?
Der er virkelig blandede meninger om hvor hurtigt man er klar til at komme videre. Nogle siger, man skal vente en måned for hvert år man har været sammen og andre siger man skal vente i halvdelen af den tid man har været sammen! Andre mener man skal op på hesten igen med det samme, men så skal det være engangsaffærer og rebound-forhold - og husk at gange højde, vægt og alder på! plus hvis du har haft tre højniveaufag så kan tiden forkortes med 0,2.... Det er fandme lige så svært at regne ud hvornår man er klar til et nyt forhold som det er at lave selvangivelse!!
Men hvad har jeg selv egentlig brug for? Jeg kan af gode grunde ikke trække på tidligere erfaringer! Mathias var den første kæreste jeg havde, og derfor også den første til at gå fra mig! Jeg har aldrig set mig selv som typen der var til one-night stands, men er det overhovedet noget jeg har "råd" til at udelukke? Hvis det nu hjælper mig over min kærestesorg er det måske dumt at forkaste.. Men på den anden side, hvad godt har det gjort mig hvis jeg sidder tilbage med en tom og underlig følelse. Reboundforhold har jeg aldrig rigtig forstået konceptet af... skal man vælge én man overhovedet ikke synes om så det er let at gå fra ham igen? eller er det bare indforstået at den første kæreste efter endt forhold er en rebounder? kan man da ikke bare gå fra ét forhold til et andet?
Én erfaring jeg dog har gjort mig er, at det er en total fesen følelse man får hvis man har bestemt sig for at NU er man klar til at møde en ny kæreste! - og så sker der bare ingenting... Man står i baren og kigger rundt og så er der bare ingen respons fra nogen sider! Arg, der er besværligt at være single!!!! Det der arrangeret ægteskab lyder mere og mere tiltalende.....
Mit sidste ord for denne omgang skal være en lille tilføjelse til min liste over "sådan kommer du over din kærestesorg". Den kan godt lyde lidt grov, men det er faktisk ekstremt effektivt! Mathias har spøgt rigtig meget i mine tanker. Både i drømme og i hverdagstanker! Og det er alt fra gamle minder, til ting der ikke er blevet afklaret! Når han fylder alt for meget og jeg kan mærke jeg bliver rigtig ked af det, så slår jeg ham simpelthen ihjel! kort og kontant... Min yndlingsmetode er at hukke arme og ben af ham og putte ham i en "grinder" og lave mathias-fars! Og for nyligt dolkede jeg ham i brystet og smed ham ud fra en bro! Det lyder voldsomt og makabert, men det er mit lille ritual som gør at han i et stykke tid holder sin kæft i mit hoved! Det betyder ikke at jeg hader ham eller har lyst til at gøre ham fortræd - helt ærligt har jeg det faktisk fint med ham. Jeg har endda en smule ondt af ham! Men derfor skal han ikke have lov til at forpeste mine tanker! - Så derfor bliver han mentalt aflivet! :)
rigtig god weekendt derude!! <3
Til gengæld må jeg sige at det går meget bedre nu, og jeg har det rigtig godt! selvfølgelig har jeg dage hvor det hele er noget forbandet lort, og jeg savner Mathias helt forfærdeligt. Men det meste af tiden er jeg glad og har masser af overskud! Jeg har jo pludselig fået en masse tid til at gøre præcis hvad jeg har lyst til. Så jeg har været i biografen med veninderne, været ude at få en par øl, og bare generel hygget mig mere med alle i min omgangskreds! Der er også de der små ting som fx at jeg selv kan bestemme hvad jeg vil have til aftensmad! og hvilken musik jeg vil høre! - jeg kan endda købe lyserød håndsæbe til badeværelset! Frihed til selv at bestemme skal virkelig ikke undervurderes! :)
Men, men, men..... Jeg skal jo videre! Jeg vil ikke tage mig til takke med at snøfte over et tabt forhold, og kun glæde mig over de små ting. Jeg vil være GLAD med store bogstaver! Jeg vil derhen hvor det ikke giver et stik i hjertet hver gang jeg mindes! - og hvordan klarer man så lige det?
Der er virkelig blandede meninger om hvor hurtigt man er klar til at komme videre. Nogle siger, man skal vente en måned for hvert år man har været sammen og andre siger man skal vente i halvdelen af den tid man har været sammen! Andre mener man skal op på hesten igen med det samme, men så skal det være engangsaffærer og rebound-forhold - og husk at gange højde, vægt og alder på! plus hvis du har haft tre højniveaufag så kan tiden forkortes med 0,2.... Det er fandme lige så svært at regne ud hvornår man er klar til et nyt forhold som det er at lave selvangivelse!!
Men hvad har jeg selv egentlig brug for? Jeg kan af gode grunde ikke trække på tidligere erfaringer! Mathias var den første kæreste jeg havde, og derfor også den første til at gå fra mig! Jeg har aldrig set mig selv som typen der var til one-night stands, men er det overhovedet noget jeg har "råd" til at udelukke? Hvis det nu hjælper mig over min kærestesorg er det måske dumt at forkaste.. Men på den anden side, hvad godt har det gjort mig hvis jeg sidder tilbage med en tom og underlig følelse. Reboundforhold har jeg aldrig rigtig forstået konceptet af... skal man vælge én man overhovedet ikke synes om så det er let at gå fra ham igen? eller er det bare indforstået at den første kæreste efter endt forhold er en rebounder? kan man da ikke bare gå fra ét forhold til et andet?
Én erfaring jeg dog har gjort mig er, at det er en total fesen følelse man får hvis man har bestemt sig for at NU er man klar til at møde en ny kæreste! - og så sker der bare ingenting... Man står i baren og kigger rundt og så er der bare ingen respons fra nogen sider! Arg, der er besværligt at være single!!!! Det der arrangeret ægteskab lyder mere og mere tiltalende.....
Mit sidste ord for denne omgang skal være en lille tilføjelse til min liste over "sådan kommer du over din kærestesorg". Den kan godt lyde lidt grov, men det er faktisk ekstremt effektivt! Mathias har spøgt rigtig meget i mine tanker. Både i drømme og i hverdagstanker! Og det er alt fra gamle minder, til ting der ikke er blevet afklaret! Når han fylder alt for meget og jeg kan mærke jeg bliver rigtig ked af det, så slår jeg ham simpelthen ihjel! kort og kontant... Min yndlingsmetode er at hukke arme og ben af ham og putte ham i en "grinder" og lave mathias-fars! Og for nyligt dolkede jeg ham i brystet og smed ham ud fra en bro! Det lyder voldsomt og makabert, men det er mit lille ritual som gør at han i et stykke tid holder sin kæft i mit hoved! Det betyder ikke at jeg hader ham eller har lyst til at gøre ham fortræd - helt ærligt har jeg det faktisk fint med ham. Jeg har endda en smule ondt af ham! Men derfor skal han ikke have lov til at forpeste mine tanker! - Så derfor bliver han mentalt aflivet! :)
rigtig god weekendt derude!! <3
Abonner på:
Opslag (Atom)